Analyse af hc andersen klokken

Klokken. En dybdegående analyse af H.C. Andersens eventyr "Klokken". Genre: Et kunsteventyr forfattet af H.C. Andersen, frembragt i en specifik periode. Værket er klassificeret som et eventyr, idet det indeholder karakteristiske træk. En fortællerstemme er til stede, og denne stemme besidder en alvidende indsigt, et karakteristika der ofte adskiller kunsteventyr fra de traditionelle folkeeventyr.

Skikkelsen af den ydmyge dreng repræsenterer en typisk figur, der jævnligt optræder inden for eventyrgenren. Sådanne typiserede karakterer giver læserpublikummet en forudsætning for at identificere sig med fortællingens elementer. Disse individuelle figurer kan ligeledes betegnes som arketyper. Fyrstesønnen, som karakter, udgør ligeledes en arketype, der hyppigt træffes i eventyrfortællinger.

Handlingsforløb: Fortællingen kredser om en mystisk klokke, hvis melodi man forventede at høre, men som ingen formår at lokalisere fuldstændigt. Adskillige individer begiver sig af sted i jagten på denne klokke, tiltrukket af dens betagende klang. Afhængigt af hvem der opfangede klokkens lyd, bevægede de sig i diverse retninger - visse endte på samme destination, men ankom ad forskellige ruter.

Et illustrativt eksempel herpå er fyrstesønnen og den beskedne konfirmand, der mødes ved kysten på et forhøjet punkt efter at have fulgt divergerende stier. En række komponenter antyder en forbindelse til et specifikt tal og senere til en konfirmationshandling. Endvidere er det tydeligt, at samfundsstrukturen er opbygget hierarkisk med både velhavende og ubemidlede borgere.

Denne distinktion har imidlertid ingen betydning i Guds perspektiv, og både den formuende og den nødlidende dreng tildeles muligheden for at erfare naturens pragt mod fortællingens afslutning. Karakterer: I fortællingens afsluttende fase præsenteres vi for fyrstesønnen og den fattige dreng, der betragter landskabet fra toppen af en forhøjning.

Skønt der optræder adskillige andre karakterer, tildeles disse en så begrænset betydning, at de primært tjener som baggrundsfigurer for at forstærke eventyrets autenticitet og gøre det lettere for læseren at relatere til historien.

De primære figurer er prinsen og den unge konfirmand. Sprog: Værkets sprogbrug er bemærkelsesværdigt tilgængelig, særligt med tanke på det år, hvor det blev publiceret. Komposition: Fortællingen indledes i en tilstand af harmoni, der efterfølgende forstyrres af klokkens klang fra skoven. Man kan delvist argumentere for en udvidet kompositorisk model, der følger princippet om 'hjemme-ude-hjemme', idet drengene ikke afslutter deres rejse i det oprindelige udgangspunkt, men snarere i et forbedret tilholdssted sammenlignet med det første.

Gud fremstår som giveren, eftersom Han ubestrideligt er den, der tildeler menneskeheden tro og frelse; formålet bliver således tro og frelse, og drengene, der indtager de mest betydningsfulde roller i fortællingen, er modtagerne. Drengene udgør ligeledes subjektet, da de konfronteres med skovens udfordringer og søger efter klokken, der, som tidligere nævnt, repræsenterer objektet i historien.

Klokkens ringen kan derfor fortolkes som en form for bistand. Panteisme defineres som den filosofiske anskuelse, at det guddommelige er indlejret i alt. Ikke desto mindre indeholder teksten visse spor af romantisme, manifesteret gennem mere jordnære, melankolske beskrivelser af karakterernes indre liv. Den guddommelige essens gennemstrømmer alt, og mennesket bør tilstræbe at vende tilbage til sit oprindelige udgangspunkt for at opnå frelse.

Kildeangivelser: 1.