Analyse hyrdinden og skorstensfejeren
Hyrdinden og skorstensfejeren - Et eventyr af H.C. Andersen. Anslået læsetid for børn: 12 minutter. Har du nogensinde betragtet et ældgammelt træskab, fuldstændig mørkt af årenes tand og udsmykket med indviklede udskæringer og løvdekorationer? Et sådant stod netop i en stue, det var nedarvet fra en tipoldemor, og rigt dekoreret med roser og tulipaner fra top til bund; der fandtes de mest forunderlige snirkler, og imellem dem stak små hjorte hovederne frem med mange gevirspidser, men midt på skabet var en hel mand udskåret, han var sandelig morsom at se på og udtrykte en smilende mine, dog kunne det knap kaldes et smil, han havde gedebukkeben, små horn i panden og et langt, fyldigt skæg.
Børnene i stuen benævnte ham altid gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten, da det var et vanskeligt navn at udtale, og kun få opnår den ærefulde titel; men at lade ham blive til var i sig selv en bedrift. Dog, der stod han nu! I nærheden af ham stod en lille skorstensfejer, sort som kul, men ellers også fremstillet af porcelæn; han var lige så uplettet og velholdt som enhver anden, at han var skorstensfejer var blot en rolle, porcelænsmageren kunne lige så vel have formet ham som en prins, for det var fuldt ud muligt!
Der stod han med sin stige, så pænt arrangeret, og med et ansigt, så hvidt og rødt som en ung piges, og det var egentlig en beklagelig fejl, for en smule sort farve ville have klædt ham. Han stod ganske tæt på hyrdinden; de to var placeret, hvor de stod, og da de nu var opstillet, havde de indgået en forlovelse, de passede jo godt sammen, de var unge, de var begge af samme fine porcelæn og lige skrøbelige.
Ved siden af dem stod en dukke, der var tre gange større, det var en ældgammel kineser, som kunne nikke; han var ligeledes af porcelæn og hævdede at være bedstefader til den lille hyrdinde, men det kunne han næppe bevise, han påstod at have indflydelse over hende, og derfor havde han nikket til gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten, som friede til den lille hyrdinde.
Men den lille hyrdinde græd og så længselsfuldt på sin elskede, den porcelænsskorstensfejer. Her lå tre, fire ufuldstændige kortspil og et lille dukketeater, der var opstillet så godt det kunne lade sig gøre; der blev opført en komedie, og alle damerne, både ruder og hjerter, klør og spar, sad i første række og viftede sig med deres tulipaner, mens alle knægtene stod bag dem og demonstrerede deres intelligens, både foroven og forneden, som spillekort nu engang har det.
Komedien handlede om to personer, der ikke måtte forenes, og hyrdinden græd over det, for det afspejlede hendes egen situation. Og de kravlede og de krøb, en besværlig vej var det, så højt, så højt; men han løftede og støttede, han guidede hende og viste de sikreste steder, hvor hun kunne placere sine små porcelænsfødder, og til sidst nåede de lige op til skorstenens kant, og der satte de sig, for de var sandelig udmattede, og det havde de ret til at være.
Himlen med alle sine funklende stjerner var over dem, og alle byens tage lå nedenunder; de kunne se så vidt omkring, så langt ud i verden; den stakkels hyrdinde havde aldrig forestillet sig det så storslået, hun lagde sit lille hoved op til sin skorstensfejer og græd, så guldet faldt af hendes livbånd. Og så kravlede de igen ned ad skorstenen med stor vanskelighed, og de krøb gennem røret og kanalen, det var langt fra behageligt, og så stod de i den mørke kakkelovn; dér gemte de sig bag døren for at finde ud af, hvordan situationen var i stuen.
Det var helt stille; de kiggede ud - ak, dér lå midt på gulvet den gamle kineser, han var faldet ned fra bordet, da han ville følge dem, og lå nu slået i tre dele; hele ryggen var brækket i én stump, og hovedet lå rullet hen i en krog; gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten stod, hvor han altid havde stået, og fordybede sig i tanker. Og så krøb de op igen på bordet, hvor de før havde stået.