Betændelse i tyktarmens divertikler

Disse inddeles i falske og ægte divertikler, idet ægte divertikler er sjældne og omfatter alle lag af tyktarmen. Betydning og baggrunde Divertikler er fremspring af slimhinden gennem muskelvæggen i tyktarmen. Rent faktisk drejer det sig oftest om falske divertikler, da ægte divertikler er usædvanlige og består af samtlige tyktarmens lag. Når der er tale om mange falske divertikler, benyttes betegnelsen divertikulose.

Typisk findes de i den sidste tredjedel af tyktarmen. Divertikler observeres sjældent hos yngre individer, hos omkring en vis alder er forekomsten stigende. I visse tilfælde udvikles der inflammation i divertiklernes vægge, hvilket kaldes divertikulitis. Hvis inflammationen involverer området omkring divertiklerne, taler man om peridivertikulitis.

Der er ikke fuld enighed om, hvordan divertikulose og divertikulitis opstår. Det antages dog, at falske divertikler dannes som følge af en svaghed i tarmvæggens muskulatur kombineret med et forhøjet tryk inde i tyktarmen. Dette resulterer i, at slimhinden presses ud gennem muskelvæggen. Der synes at være en forbindelse mellem et livslangt indtag af kost med lavt fiberindhold og udviklingen af divertikler.

Man formoder, at divertikulitis opstår, når afføring ophobes i udposningerne, hvilket fører til overdreven bakterievækst, potentiel skade på divertikelvæggen og efterfølgende inflammation. Kendetegn ved divertikulitis Divertikulose er ofte uden symptomer, men kan lejlighedsvis forårsage en følelse af oppustethed og mavesmerter, hyppigst lokaliseret til den nedre venstre side af maven, hvor den sidste del af tyktarmen befinder sig.

Divertikulitis giver derimod altid anledning til symptomer, hvis sværhedsgrad afhænger af, hvor hurtigt tilstanden udvikler sig, og om der opstår komplikationer. Følgende symptomer kan forekomme: Smerter og ømhed i den nedre venstre del af maven. Kraftige, pludseligt indtræffende smerter, generel utilpashed og opkastninger ses ved udvikling af komplikationer, jf.

nedenstående. Forebyggelse og diagnosticering Det er sandsynligt, at man kan forebygge divertikulose og dermed også divertikulitis ved at indtage en fiberrig kost. Hvis divertikulitis allerede er udviklet, bør man altid søge læge. Ved vedvarende symptomer fra tyktarmen bør man altid konsultere en læge, især hvis man er over en vis alder, med henblik på at udelukke divertikulose og divertikulitis.

Divertikulose og divertikulitis diagnosticeres bedst ved en røntgenundersøgelse med kontrast af tyktarmen eller ved en kikkertundersøgelse, såsom koloskopi eller sigmoideoskopi. Behandling af divertikulitis Behandlingen af divertikulose ved symptomer er den samme som ved forstoppelse og irritabel tyktarm, herunder.

Divertikulitis med feber behandles med antibiotika. Hvis behandlingen ikke er effektiv, eller hvis der opstår komplikationer, kan kirurgisk indgreb blive nødvendigt. Forløb og følgevirkninger Divertikulitis kan forløbe akut med relativt hurtigt udviklende smerter, feber og opkastninger. Ved store perforeringer kan der trænge afføring ud i bughulen, hvilket kan føre til alvorlig bughindebetændelse.

Der kan også dannes abscesser, det vil sige bylder på tarmen.

Divertikulitis kan også have et mere kronisk forløb, som er mindre voldsomt, men stadig indebærer risiko for komplikationer. Dette viser sig ved længerevarende smerter, let temperaturstigning og forstoppelse eller diarré. Abscesser eller fistler, det vil sige unormale kanaler mellem tarm og andre organer, kan også opstå.

Efter kronisk divertikulitis ses ardannelse med efterfølgende indsnævring af tarmen. Da indsnævringen ved kronisk divertikulitis sjældent er fuldstændig, er symptomerne mindre udtalte end ved det akutte forløb. Komplikationerne ved både det akutte og det kroniske forløb er dog overlappende, og i begge tilfælde kan der i sjældne tilfælde forekomme blødning.

Det bør dog understreges, at langt de fleste med divertikulitis oplever et mildt, ukompliceret forløb.